Danmarks sidste vildmark

Paa eventyr

De danske kyster er nogle af de steder, hvor du stadig har muligheden for at opleve naturen urørt og barsk med spor fra hav, vejr og vind. Her kan du sidde i kajakken og se de samme landskaber, som stenalderfiskeren gjorde fra sin stammebåd eller som vikingekøbmanden fra sin snekke.

Er du heldig, møder du også noget af det vilde dyreliv fra havet omkring Danmark. Sælen og marsvinet er to hyppige gæster i de danske fjorde og langs kysterne, og fuglelivet også er rigt med både ynglefugle og trækgæster. Jeg har flere gange mødt sælen, der nysgerrigt holder øje med kajakkens færden – dog på sikker afstand. Min største oplevelse med marsvin var i Genner Bugt i sommeren 2011, hvor en mor med sin unge dukkede op et par gange ganske få meter fra kajakken. At opleve disse vilde havdyr på nært hold i deres naturlige miljø kan ikke overgås af noget andet.

Sådan er det med eventyret i kajakken. Og det er alt sammen næsten uden for din hoveddør, hvis du tør tage chancen for en uforglemmelig opdagelsesrejse i Danmarks sidste vildmark.

Udgivet i Inspiration